Svinemørbrad med baconflet

En svinemørbrad kan ofte blive lidt tør hvis man ikke er påpasselig med tilberedningen. Det er også grunden til at jeg som oftest marinerer svinemørbrad. En anden mulighed er at fylde mørbraden eller som jeg har gjort her, at omvikle den med bacon. Jeg har før tilberedt mørbrad med bacon men har altid haft problemer med at få baconstykkerne til at blive på mørbraden under tilberedningen selv hvis jeg brugte kødnåle. Derfor lavede jeg denne gang en omgang baconflet til at vikle rundt om og det fungerede rigtig godt og holde meget bedre end tidligere.

baconmorbrad1

Ingredienser:
1 afpudset svinemørbrad
1-2 pakker bacon af god kvalitet
frisk rosmarin
tørrede krydderier efter eget valg
salt og peber

baconmorbrad2baconmorbrad3

Start med at tænde ovnen på 180 grader. Herefter laves et tæppe af bacon der passer i størrelsen til svinemørbraden. Jeg brugte 6 stykker bacon på den ene led og 3 stykker på den anden. Herefter drysser bacontæppet med frisk rosmarin og tørrede krydderier, jeg brugte en grill-krydderiblanding. Drys evt også med lidt salt og peber, men hold igen med salt, da bacon i sig selv er lidt salt.

Svinemørbraden lægges på tæpper og siderne foldes omkring. Enderne flettes ind under hinanden og mørbraden lægges på en rist ovenpå samlingen. Herved sikres at baconlaget bliver sprødt hele vejen omkring.

Man kan evt brune den på panden inden den sættes i ovnen, men jeg valgte i stedet at give den lidt grill i ovnen til sidst i tilberedningen for at gøre baconlaget sprødt.

Svinemørbraden fik 15 min ved 180 grader. Herefter tog jeg den ud og skruede ovnen op til 220. Da ovnen igen var varm, kom mørbraden ind igen i 5 min. Til sidst fik den 2-3 min ved grill til baconlaget var sprødt og lækkert. Lad den hvile 10 min inden den skæres i skiver. Vi serverede mørbraden med en frisk salat.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.