Kage med sukkerfri marengsbunde

For nyligt fik jeg et spørgsmål på bloggen angående bagning af marengsbunde efter min opskrift på sukkerfri marengs. Derfor har jeg selvfølgeligt været nødt til at afprøve bagning af sukkerfri marengsbunde til en lækker sommerkage. Må jeg med det samme sige at det var en stor succes. Jeg bagte to bunde som blev lagt sammen med chokolade, flødeskum og nogle af de dejlige søde sommerjordbær der er i sæson lige nu. Man kan selvfølgeligt bruge andre typer frugt og bær. Kagen gør sig både godt til eftermiddagskaffen eller som dessert.

marengsbunde1

Marengsbunde (2 stk):
4-5 æggehvider
150 g sukrin
125 g hasselnødder

Start med at tænde ovnen på 130 grader. Hasselnødderne ristes på en tør pande i 5 minutter til de er gyldne og man kan høre at de knitre en smule. Husk at vende dem hele tiden under ristningen så de ikke får for meget farve. Når nødderne er ristet fordeles de på et spækbræt og får lov at køle helt af. Når de er kolde kan de trilles på brættet og en del af den tynde hinde som godt kan smage bittert vil falde af. Der vil være lidt tilbage på nødderne, men det gør ikke noget. Nødderne hakkes groft.

Æggehviderne piskes stive. Sukrinen tilsættes 1 spiseskefuld ad gangen og mellem hver tilsætning piskes et minuts tid inden der tilsættes mere sukrin. Det er vigtigt ikke at tilsætte for meget af gangen da det så vil have svært ved at blive opløst i æggehviden. De hakkede nødder vendes i til sidst.

På to stykke bagepapir tegnes en cirkel med en blyant ca. 27-30 cm i diameter. Brug en tallerken eller skål til at tegne efter. Bagepapiret lægges med cirklen nedad på hver sin bageplade. Hvis det er svært at se cirklen igennem papiret kan man lægge et ekstra stykke bagepapir nedenunder, da cirklen bliver nemmere at se på en lys baggrund. Marengsmassen fordeles på de to bagepladen efter cirklerne og smøres ud i et jævnt lag af ca. 1 cm tykkelse.

De to bageplader sættes i ovnen og der skrues med det samme ned til 100 grader. Marengsbundene skal nu bage/tørre ca. halvanden time. Det er en god ide at bytte pladerne rundt når halvdelen af bagetiden er gået. Når de har tørret halvanden time slukkes ovnen og marengsbunden får lov at køle af de første stykke tid inde i ovnen.

Efter 10-15 min kan bundene tages ud og få lov at køle helt ned. Når bundene er kolde vendes de på hovedet og bagepapiret fjernes forsigtigt. Bundene kan nu lægges sammen med fyldet

marengsbunde2marengsbunde3

Fyld:
1/2 l piskefløde
500 g jordbær
75 g god mørk chokolade

Chokoladen smeltes over vandbad. Piskefløden piskes. Jordbærrene renses og dem der skal i midten af kagen deles i halve eller kvarte. Den ene marengsbunds lægges på et kagefad. Halvdelen af fløden fordeles herpå sammen med de halverede jordbær. Med en ske fordeles halvdelen af den smeltede chokolade over jordbærrene i tynde strøg. Den anden bund lægges på og den anden halvdel af fløden samt de hele jordbær fordeles herpå. Den anden halvdel af den smeltede chokolade fordeles over kagen i strøg. Kagen kan serveres med det samme eller opbevares i køleskabet indtil servering.

 

 

8 comments

Skip to comment form

    • Sukkergrisen on 4. August 2013 at 18:40
    • Reply

    Fulgte opskriften til punkt og prikke, men da bundene skulle af papiret, gik de helt i stykker:-( Var ellers helt forsigtig…

    1. Hej.
      Øv, Det er jeg ked af at høre. Jeg havde ikke de store problemer da jeg lavede dem. Det er vigtigt at bundene er helt tørre og helt afkølede inden man begynder at trække papiret af. Jeg vendte hver bund på hovedet over på et nyt stykke bagepapir og trak forsigtigt papiret af bagsiden af bunden, det er nemmere end at forsøge at løfte bundene af papiret. Håber du har mod på at prøve igen en anden gang.

    • Pernille on 26. February 2014 at 20:42
    • Reply

    Hejsa
    Kan man evt bruge et andet sødemiddel end sukrin og kan man bruge mandler? Det skal i hvertfald afprøves 🙂

    • Frøken Hentze on 10. March 2014 at 09:32
    • Reply

    Kan man bruge stevia istedet for sukrin? Hvis ja, er det så samme mængde?

    1. Hej

      Jeg tror det bliver lidt svært at skifte sukrinen ud med stevia i denne opskrift, uden at det går ud over volumen og konsistens. Dette skyldes at stevia normalt søder meget mere end sukrin, der søder ligesom sukker (dvs hvis man har en opskrift med sukker, kan man skifte lige over med samme mængde sukrin). Der er dog stor forskel på hvor meget de forskellige stevia produkter søder. Nogle stavia produkter er blandet med større eller mindre mængde almindelig sukker (og så kan man argumenterer hvor meget man vinder ved dette fremfor at bruge almindelig sukker). Man skal derfor læse på pakken hvor meget den stevia variant man har købt søder. Hvis det stevia produkt man har f.eks. søder 10 gange mere end sukker så skal der i princippet kun 15 g stevia i bundene, og så tror jeg desværre det går ud over konsistensen. Men jeg ved det ikke med sikkerhed. Håber du finder en løsning 🙂

      /Camilla

    • Kirsten on 8. June 2015 at 16:21
    • Reply

    Hej, jeg er blevet anbefalet den opskrift, kan jeg undlade nødderne? Vi tåler ikke nødder, opskriften ser ud til at være god.
    På forhånd tak
    Mvh
    Kirsten

    • Stefanie on 15. September 2016 at 10:47
    • Reply

    Hejsa

    Vil prøve at lave opskriften i dag.. Hvad for noget sukrin skal jeg have? Den røde eller lilla pakke? … Og kan det købes i almindeligt supermarked.
    Samtidig vil jeg høre om marengsen bliver sådan lidt lækker svampet/klæbrig indeni eller om den bare er helt tør ligesom marengs kys..?

    Håber i kan hjælpe hurtigst muligt 🙂

    Mvh Stefanie

    • ingrid on 12. July 2017 at 15:28
    • Reply

    Jeg har lige prøvet denne opskrift og kan heller ikke få papiret af det er kun smuller tilbage
    ingrid

Leave a Reply

Your email address will not be published.