BBQ kylling med røg på grillen

Vi har tidligere prøvet at ryge på vores gasgrill med stor succes, da vi lavede varmrøget laks. Siden da har vi købt en rygeboks og den skulle afprøves. Derfor er det nye spørgsmål hjemme hos os – kan det ryges? Det meste fisk kan jo ryges, men vi ville gerne forsøge os med noget andet. Derfor lavede jeg en ganske enkel ret med BBQ marinerede kyllingebrystfileter tilsat lidt røg på grillen. Kyllingen blev serveret med pandebrød, humus og haydari.

bbqkylling1

BBQ kylling:
4 kyllingebrystfileter
BBQ sovs

Rub:
2 spsk sukrin gold
1 spsk paprika
1 spsk cayennepeber
1 spsk knust chili
1 spsk spidskommen
1 spsk hvidløgspulver
1 spsk løgpulver
1 spsk salt
1/2 spsk pebermix

bbqkylling2bbqkylling3bbqkylling4

Alle krydderierne til rubben blandes og kyllingebrystfileterne rubbes grundigt, hvorefter de pakkes ind i folie og får lov til at ligge på køl og marinere en times tid.

Når kyllingen har fået lov at marinere gøres røgboksen klar. Røgsmulden skal være fugtig uden at være for våd. Grillen tændes for middel/høj blus og røgboksen sættes ind på risten. Når det begynder at ryge skrues ned på helt lav blus og kyllingen lægges på. Kyllingen grilles først 15 min og vendes halvvejs. Herefter pensles med BBQ sovs på begge sider og kyllingen grilles yderligere 10-15 min. Det er vigtigt at kyllingen ikke får for høj varme da den så når at blive færdig inden den får den røgede smag. Kyllingen skulle gerne ende med at få en let røget og meget kraftig BBQ smag.

Vi serverede som sagt kyllingen med de lækre pandebrød og to slags dip i form af humus og haydari. Opskrifterne på dette har jeg tidligere postet her.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.