Chicken pot pie

De sidste par dage har jeg virkelig haft lyst til chicken pot pie, sådan en herlig tærte med kylling og grøntsager i en opbagt sovs med en låg af gylden sprød butterdej. Men det er langt fra low carb kost. Derfor har jeg forsøgt mig med en mere low carb udgave. Tærtedejslåget er temmelig low carb og blev aldeles fremragende. Jeg tænkte længe på om jeg skulle forsøge mig med et sundere alternativ til den opbagte sovs, men endte altså med at lave den som en almindelig opbagt sovs. De 2 spsk mel der går hertil overlever jeg nok. Udover kylling fyldte jeg tærten med grønne asparges, ærter og gulerødder.

potpie1

Tærtedej:
1 dl kokosmel
1 dl havregryn
1,5 dl mandelmel
1/2 dl HUSK
1/2 dl maizena
1/2 tsk salt
1/2 tsk æbleeddike
15 g blødt smør
2 æg

Fyld:
3 kyllingebrystfileter
2 løg
4 gulerødder
1 lille bundt grønne asparges
200 g ærter

Sovs:
25 g smør
2 spsk mel
1 dl mælk
salt peber
kogevand fra kyllingen

Kyllingefileterne kommes i en gryde sammen med 2 løg i kvarte og gulerødderne i mindre stykker, det hele dækkes med vand og tilsættes salt. Bringes i kog og koger ved middel varme i ca 10 minutter. Der skummes af undervejs. Når kogetiden er ovre slukkes for gryden og kyllingen får lov til at køle af i vandet.

Imens laves tærtedejen. Start med at blande de tørre ingredienser i en foodprocesser og kør det til det er helt findelt. Tilsæt eddiken, det bløde smør og æggene og kør til en ensartet dej. Saml dejen til en kugle og læg den på køl.

potpie3

Klargør fyldet. Hvis der bruges friske ærter blæges disse. De grønne asparges skæres i mindre stykker, gulerødderne som har kogt sammen med kyllingen skæres i mindre stykker. Kyllingefileterne rives i passende stykker.

Sovsen laves. Start med af smelte smøret i en tykbundet gryde, tilsæt melet og mælken og pisk til en ensartet glat masse. Tilsæt nu kogevand fra kyllingen til sovsen har en passende konsistens og smag til med salt og peber.

potpie4

I et lidt dybt fad fordeles kyllingen, grøntsagerne og tilsidst sovsen. Dejen rulles ud mellem 2 stykker bagepapir til en passende størrelse. Det øverste stykke bagepapir fjernes og dejen vendes over på fadet hvorefter det andet stykke bagepapir fjernes. Dejen skæres til og presses sammen om kanten på fadet. Med en gaffel stikkes et par huller i dejen så dampen kan slippe ud. Tærten bages ved 175 grader i ca 35 minutter til den er gylden på toppen.

potpie5potpie6

Vi serverede i øvrigt tærten med en grøn salat til.

Leave a Reply

Your email address will not be published.