Det er blevet efterår og dermed græskar-tid. Vi bruger ofte græskar og i et utal af variationer. Denne gang blev det til en bagt udgave som blev serveret til en lækker fyldt svinemørbrad omviklet med parmaskinke. Det ovnbagte hokkaido græskar spises her med skallen på, så man bør købe et økologisk et af slagsen.
Bagt hokkaidogræskar:
1 økologisk hokkaidogræskar
1 spsk maizena majsmel
olie
krydderier (salt, peber, chili, timian)
Start med at skrubbe græskaret godt. Flæk græskaret og fjern kernerne med en ske. Græskaret skæres herefter i tynde både, på omkring 2 cm i tykkelsen på det bredeste sted.
Læg græskarbådene i en skål med koldt vand og lad dem trække her en halv times tid. Tag herefter græskarstykkerne op og smid dem i en frysepose uden at tørre dem først. Bland majsmelet med krydderier og drys det over græskarstykkerne i posen. Ryst posen godt så alle græskarstykkerne er godt dækket. Vend herefter græskarstykkerne med lidt olie og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Bages i ovnen ved 200 grader i 20-25 min.
Fyldt svinemørbrad:
1 svinemørbrad
krydret friskost
6 skiver serranoskinke
Start med at rense mørbraden for sener. Skær herefter et snit hele vejen på langs af mørbraden. Mørbraden fyldes med en krydret friskost, jeg brugte en variant med hvidløg og urter. Man kan også købe en neutral friskost og selv krydre den som man vil.
Luk omhyggeligt mørbraden sammen om osten. Jeg brugte i øvrigt bimørbraden til at dække for snittet. Serranoskinken vikles stramt om mørbraden således at samlingerne alle er på den samme side at mørbraden. Læg mørbraden i et ovnfast fad så den ligger ovenpå der hvor skinkestykkerne er samlet.
Mørbraden bages i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter og lad den hvile i 10 minutter inden den skæres i skiver.
Vi serverede i øvrigt en lille hurtig dip til de bagte græskarstykker. Dippen røres af en god økologisk eller hjemmelavet mayonnaise, creme fraiche og krydderier.